Forside » Hækling » Hæklet luftballon

Hæklet luftballon

Luftballon kreativiusIdeerne er mange, når det kommer til at nørkle ting til de små og denne lille luftballon er så nem. Nu er det et nystartet projekt, men det kunne være så fint med en uro til baby med luftballoner eller bare hænge dem enkeltvis op over puslebordet. Det er vigtigt, at du hækler nogenlunde stramt, da der ikke kommer fyld i ballonen. Alternativt kan du gå en hæklenål ned i størrelse, hvis du syntes det bliver for løst.

Materialer: Red Heart babygarn (100% acryl) købt i kvickly. Vælg 2 farver. Hæklenål str 3. Stoppenål til montering.

Luftballon beskrevet:

Trin 1: 6 fastmasker (fm) i en magic loop/magisk ring. Træk sammen.

Trin 2: Lav nu 2 fastmasker i fastmaskerne på din ring. (= i alt 12 masker)

Trin 3: Hækl *1 fastmaske i første maske og 2 fastmasker i næste.* Gentag fra * – * omgangen rundt. (= i alt 18 masker)

Trin 4: Hækl *1 fastmaske i første maske, 1 fastmaske i 2. maske, 2 fastmasker i 3. maske*. Gentag fra * – * omgangen rundt ( i alt 24 masker)

Trin 5: Lav nu *1 fastmaske i de første 3 masker, 2 fastmasker i 4. maske* Gentag fra * – * omgangen rundt (i alt 30 masker)

Trin 6: Lav nu *1 fastmaske i de første 4 masker, 2 fastmasker i 5. maske*  Gentag fra * – * omgangen rundt (i alt 36 masker)

Trin 7:  Hækl nu 1 fastmaske i alle maskerne på omgangen. (i alt 36 masker) Lav 7 omgange på denne måde.

Trin 8: Lav *1 fastmaske i de første 4 masker, 2 fastmasker sammen.* Gentag fra * – * omgangen rundt. (I alt 30 masker)

Trin 9: Hækl 1 fastmaske i alle maskerne på omgangen. (i alt 30 masker) Lav 2 omgange på denne måde.

Trin 10: Lav *1 fastmaske i de første 3 masker, 2 fastmasker sammen.* Gentag fra * – * omgangen rundt (i alt 24 masker)

Trin 11: Hækl 1 fastmaske i alle maskerne på omgangen ( i alt 24 masker.) Lav 2 omgange på denne måde.

Trin 12: Lav *1 fastmaske i de første 2 masker, 2 fastmasker sammen*. Gentag fra * – * omgangen rundt ( i alt 18 masker)

Trin 13: Hækl 1 fastmaske i alle maskerne på omgangen (i alt 18 masker)

Trin 14: Lav *1 fastmaske i de første 7 masker, 2 fastmasker sammen.* Gentag fra * – * omgangen rundt (i alt 16 masker)

Trin 15: Hækl 1 fastmaske i alle maskerne på omgangen (i alt 16 masker).

Trin 16: Slut af med en kædemaske, træk garnet igennem og klip det, så du har et pænt stykke. Det stykke garn skal du nemlig bruge til monteringen.

 

Bunden/kurven beskrevet:

Trin 17: 5 fastmasker i en magic loop/magisk ring. Træk sammen.

Trin 18: Lav nu 2 fastmasker i alle maskerne på ringen (i alt 10 masker)

Trin 19: Hækl nu *1 fastmaske i første maske, 2 fastmasker i anden maske*. Gentag fra * – * omgangen rundt (i alt 15 masker)

Trin 20: Hækl nu *1 fastmaske i første maske, 2 fastmasker i anden maske. * Gentag fra * – * omgangen rundt

Trin 21: Lav 1 fastmaske i alle maskerne på omgangen. Lav så mange omgange på denne måde, til du syntes din kurv er høj nok til, at passe til ballonen.

Trin 22: Når du har lavet den sidste omgang skal du slutte af med en kædemaske. Hækl derefter 12 luftmasker, og træk garnet igennem en maske på din ballon, så luftmaskerne kommer til at fungere som “rebene” mellem kurven og ballon.

Trin 23: Hækl 7 fastmasker rundt på din ballon og lav 12 luftmasker igen. Denne gang hæfter du garnet fast på den modsatte side af kurven.

Trin 24. Lav en kædemaske, træk garnet igennem.

 

Montering:

Der er ikke så meget montering. Hæft de 2 garnender på kurven.  De 2 ender fra luftballonen, trækker du op igennem toppen af ballonen. Bind en knude i enderne, og nu kan din luftballon hænges op.

 

Skriv en kommentar

Din email bliver IKKE vist. Obligatoriske felter er markeret med *

*